Velkommen til

Fonden Egesborg er et lille familielignende børne – og ungehjem jf. Barnets Lov § 43, stk.1, nr. 6, Barnets Lov § 113 og Servicelovens § 107, for børn og unge i alderen 7 – 22 år.

De landlige omgivelser giver et nærværende og overskueligt miljø for både børn, unge og voksne. Hjemmet er renoveret inden for de seneste år. Det er sket med tanke på at bevarer sjæl og varme. Vi har plads til 20 børn og unge. Man kan være indskrevet fra 7-årsalderen til man fylder 18 år med mulighed for efterværn til og med det 22. år.

Det er vigtigt at Egesborg er et hjem, og i et hjem er der jo ”nogen hjemme.” På Egesborg føler personalet sig hjemme, og dermed bliver deres daglige liv også en naturlig del af børnenes verden. Det er hjørnestenen som gør, at Egesborg rent faktisk føles som et hjem. 

En central ting for den hjemlige følelse er, at de ansatte er klar til at tage beslutninger selv. De som har vagt, kan regne med at blive bakket op af kollegaer og ledelsen. Den sikkerhed gør, at den enkelte medarbejder kan handle kompetent og hurtigt, og dermed være en troværdig voksen.

Niels Ole Skovsgaard
Daglig leder

Luftfoto af en gård med flere huse, tre større bygninger, biler og traktor, omgivet af grønne marker og træer.

Egesborg er et lille familielignende børne – og ungehjem

Neuroaffektive Analyse (NAA) – nu som en fast del af vores faglige praksis

På Børne- og Ungehjemmet Fonden Egesborg arbejder vi systematisk med Neuroaffektiv Analyse (NAA) som en del af den faglige dokumentation og kvalitetsudvikling. NAA anvendes som et struktureret analyse- og refleksionsredskab, der giver en helhedsorienteret forståelse af barnets eller den unges følelsesmæssige, relationelle og udviklingsmæssige forudsætninger.

Analyserne udarbejdes internt to gange årligt af Lotte Englund, socialrådgiver og certificeret i Neuroaffektiv Analyse (NAA) ved Susan Hart. Analyserne kvalificeres gennem P-møder med deltagelse af det samlede personale, hvilket sikrer et bredt og fagligt funderet observations- og vurderingsgrundlag.

Analysen har særligt fokus på barnets eller den unges zone for nærmeste udvikling og anvendes til at målrette den pædagogiske indsats, så krav, støtte og forventninger tilpasses barnets aktuelle udviklingsniveau.

Hver analyse udvides med en Neuroaffektiv Interventionsplan, hvor analysens konklusioner omsættes til konkrete pædagogiske og relationelle tiltag. Der udarbejdes statusrapporter, som indeholder både analyse- og interventionsdel, og som anvendes aktivt i opfølgning, evaluering og samarbejde med myndighed..

Lotte Englund

Souschef – Socialrådgiver

Certificeret i NAA – Analyser

Stud. Neuroaffektiv psykoterapeut. MPF

Væredygtige unge i naturen

Egesborg deltager i forskningsprojektet ”Væredygtige unge i naturen”. Projektet tager udgangspunkt i Red Barnet’s definition af natursocialt arbejde, hvor naturen danner ramme for fællesskab og sociale aktiviteter, der kan styrke den psykosociale trivsel.

Projektet er et samarbejde mellem forskere og undervisere fra Professionshøjskolen Absalon, Naturvejledning Danmark og seks børne-ungehjem på Sjælland. Projektet vil involvere ca. 80 unge i alderen 10-18 år, 12 medarbejdere og 6 ledere, og bygger på samskabelse af en natursocial indsats med de unge, medarbejderne og ledelsen.

Blandt de seks hjem er Fonden Egesborg.

Vores Afdelinger

Stenhuset

Træhuset

Lærkegården

Kollegiet