Pædagogiske metoder

På Fonden Egesborg arbejder vi med en række pædagogiske tilgange og metoder. Vi bruger disse værktøjer med udgangspunkt i det enkelte barns/unges individuelle behov, dets ressourcer og udfordringer. Grundlaget for vores tilgang ligger i udviklingspsykologien. Vores alt overskyggende værktøj er relationen.

Tilknytningsteorien fortæller os om barnets behov for sikker base og nødvendigheden af tydelige voksne til at spejle sig i for egen udvikling af identitet og udvikling. Vi kigger på hvilke tilknytningsstrategier den enkelte bruger i deres færden ud i verden, og på hvor kan vi støtte op og være med til at skabe nye fortællinger, der giver mening for den enkelte.

Vi arbejder med en bevægelse fra ydre mod indre styring – med fokus på udvikling af vores unges selvværd/indre kerne og Jeg-styrke. Når barnet spejles og mødes, via benævnelse af aktiviteter og følelser, får det en oplevelse og en forståelse af sig selv, der er essentiel for mentalisering og dermed for udvikling.

Vi arbejder på at implementere den neuroaffektive tilgang, med det mål at udvikle alle led i organisationen. Dette gør vi blandt andet ved struktureret mentaliserings-samtaler, samt behandlingskonferencer med neuroaffektiv supervision.

Nedenstående har vi kort uddybet vores forskellige pædagogiske tilgange. Med andre ord; vores faglige værktøjskasse.

Relationen

Vores væsentligste redskab i det daglige er relationen. Gennem anerkendelse og relationelle tilgange som kontaktrebus, arbejdes der med at se og afkode den enkelte unge, så de negative kontaktmønstre kan brydes. Vi er bevidste om forskellige relationsmodeller og tilstræber at møde de unge i den komplementære relation/ den gensidigt anerkendende relation. I denne relationstype anerkender vi hinandens forskelligheder og afhængigheder. Vi har ikke nødvendigvis den samme måde at se tingene på, men vi kan lære af hinanden. Vi mødes i en ligeværdig relation

ligeværd forstået som at samværet betyder noget for både den voksne og den unge.

Vi har grundlag i involveringspædagogikken. Det er i involveringsforholdet at den gensidige vekselsvirkningsproces, i forbindelse med de sociale behovs tilfredsstillelse, finder sted. Vi karakteriserer et sådant forhold ved en ikke-dømmende holdning, hvilket vi anvender til både nærhed og aflastning i relationen.

Anerkendelse

At se den unge, sætte ord på følelser og engagere sig i den unges interesser
og livsverden, er vigtige elementer i anerkendelsen.”

Vi arbejder på, at værdsætte den enkelte med de værdier og følelser, denne har, og på, at den enkelte føler sig som en værdifuld del af fællesskabet. Vi er bevidste om den enkeltes afhængighed af anerkendelse af dets jeg-ideal, forstået som de mål jeget stræber efter at realisere, og de normer, ud fra hvilke det vurderer sig selv.

Vi arbejder ud fra parolen ”frihed under ansvar” og træner de unge i at være aktør i eget liv.

Mentalisering

Grundlaget for forståelsen af et andet menneske er at forstå sig selv. I muligheden for at lære sine egne følelser at kende og derigennem danne sit eget sprog for følelser, ligger nøglen til forståelse og indlevelsen i andre mennesker og dermed evnen til mentalisering.

Vi arbejder relationelt med at ”se” den unge og benævne følelser og færden. Gennem de voksnes tilgængelighed giver vi de unge mulighed for at tage den følsomme, reflekterende samtale, når de har brug for det og er klar til det.

Spejling

I vores pædagogiske arbejde bruger vi medspejling til at øge vores forståelse af den unge og ikke mindst den unges forståelse af sig selv. Vi beskriver hvad den unge – måske – tænker og føler, og hvordan det måske kan forstås. Dette redskab bruges ikke til at få frem, hvad den voksne tænker eller tolker, og der er heller ikke nogen forventning forbundet med spejlingen. Spejlingen er en formodning eller et udsagn og indeholder aldrig et spørgsmål, der kræver et svar af den unge. Vi konstaterer blot, hvad vi ser og benævner dette.

Narrativ tilgang

“Narrativ” betyder fortælling og ordet repræsenterer den fortælling, vi har om os selv og vores liv. Vi arbejder målrettet på at skabe en positiv/ressourceorienteret fortælling om og med den unge. Den narrative metode lægger vægt på, at problemet er problemet, og at det aldrig er personen, der er problemet. Vi tager afsæt i den systemiske tankegang og støtter, ud fra de vilkår og den baggrund, den enkelte unge har. Der arbejdes med identitet og handlemuligheder på en positiv og respektfuld måde.

Vi har et stort ansvar for, at den unge danner et positivt selvbillede i identitetsdannelsen. Vi er opmærksomme på vores definitionsmagt og er bevidste om vores rolle i den unges definering af sig selv. Vi er bevidste om vores ansvar for, at de unge ikke defineres negativt i identitetsdannelsen. Vi bestræber os derfor på at skabe et trygt og godt børn og ungemiljø, hvor den enkelte dermed selv har indflydelse på, hvorledes identiteten udformes. Dette sker i samspil med andre mennesker og indenfor visse sociale strukturer.

Neuro affektiv tilgang

I Fonden Egesborg arbejder vi med den neuroaffektive tilgang. Vi arbejder proaktivt med kognitiv træning gennem forudsigelighed og gentagelse.

Neuroaffektiv pædagogik kombinerer den nyeste hjerneforskning med tilknytningsteori og udviklingspsykologi. Ved en bevidst målrettet indsats kan man arbejde på udvidelse af de neurale netværk og her igennem understøtte den sociale og følelsesmæssige udvikling og styrke den enkeltes selvreguleringskapacitet.

I den neuroaffiktive tilgang arbejder man ud fra den treenige hjerne, nemlig det autonome (kropssansende), limbiske (følende) og præfrontale (tænkende, kognitive) hjerneniveau. Ud fra den enkelte unges hjerneniveau planlægges indsatsen således, at vi hele tiden arbejder indenfor nærmeste udviklingszone: Barnets kommunikationsproces opdeles i tre udviklingszoner, nemlig mestringszonen (det barnet kan), nærmeste udviklingszone (det barnet vil kunne lære nu ved guidning) og zoner udenfor barnets mestringsmuligheder og ressourcer. Man må respektere barnets autonomi indenfor mestringszonen og give rum for afprøvning indenfor nærmeste udviklingszone. Sætter man baren for højt vil man placere den unge i zonen, hvor der ikke kan mestres eller profiteres.

Vi er opmærksomme på at sætte de ydre rammer op for den enkelte, således at der opnås en struktur og en forudsigelighed i hverdagen. Som organisation er vi opmærksomme på at få frontallapkorsettet eller makroreguleringen på plads.

Makroregulering (struktur, rytme, forudsigelighed, fysiske rammer, psykiske rammer, forberedelse, neutralitet) ses ikke som en behandling i sig selv, men en forudsætning for at den neuroaffektive behandling kan finde sted. Vigtigt er det ligeledes at have fokus på mikroregulering (afstemning, leg, empati, øjenkontakt, relationelt samspil).

Udviklingsplaner

Den første udviklingsplan laves inden det første statusmøde, der ligger tre måneder efter den unge er flyttet ind. Derefter evalueres og revideres den hver tredje måned.

Udviklingsplanen tager udgangspunkt i de hovedmål, som anbringende kommune har opsat i handleplanen. Ud fra disse udformer vi delmål, som vi arbejder med i dagligdagen. Delmål formuleres delvis i samarbejde med den unge, og delvis på behandlingskonferencer eller brainstorms, hvor hele det pædagogiske personale deltager. Vi tilstræber at opsætte mål og delmål til alle afsnit i ICS-statusrapporterne. I udviklingsplanerne beskrives metodevalg, arbejdspunkter og faglige tilgange til at belyse, hvordan vi i det daglige vil arbejde med de opsatte mål. Udover hovedmål og delmål arbejder vi også med fokuspunkter. Der vil ofte være mange delmål i en udviklingsplan og i samarbejde med den unge udvælges et eller to mål, der arbejdes særligt målrettet med i en periode. Disse kalder vi fokuspunkter, og vi bestræber os på at dokumentere på disse dagligt.

Vi ser udviklingsplanerne som et godt fælles arbejdsredskab, hvor vi sammen med den unge konkretiserer indsatsen og gerne giver de unge et indblik i og et ejerskab til udviklingsprocesserne. Udviklingsplanerne vil oftest være en del af udviklingssamtalerne

Der afholdes udviklingssamtale minimum hver tredje måned, men gerne oftere. Det er som udgangspunkt kontaktpædagogen, der afholder udviklingssamtalerne. Metoden og rammen er individuel, da det for nogle unge vil give bedre mening med en “walk and talk” eller en biltur, og for andre vil det være fint bare at tage samtalen på kontoret eller værelset. Vi drøfter mål og fokuspunkter for at evaluere og eventuelt revurdere disse. Når delmål er opfyldt, deler vi succesen med den unge, ved at italesætte processen og være nysgerrige på hvad der virkede. Vi sætter nye delmål op, som skrives ind i udviklingsplanen. Udviklingsplanen vil være en del af samtalen, og den unge vil have mulighed for også selv at komme med nye mål / delmål / fokuspunkter..

I udviklingssamtalen er vi opmærksomme på at have en positiv indgangsvinkel. Vi er som omsorgspersoner/rollemodeller med til at definere de unges billede af sig selv. Det er vores ansvar, at de går fra vores samtaler med en øget tro på sig selv og en mulig positiv udvikling.

Vi forsøger ud fra en narrative tilgang at give de unge et mere positivt selvbillede. Vi fokuserer på det, der lykkes og den enkeltes ressourcer. Timing er vigtig i forhold til disse samtaler, og hvis vi oplever, at dagsformen ikke er til en sådan samtale, udsættes den.